Det står meget stille herinde for tiden. Jeg er virkelig presset på alle fronter og får derfor heller ikke gjort ret mange strikkeprojekter færdige. Mine aftener ender for det meste med, at jeg falder hen på sofaen, før jeg overhovedet får kigget ned i strikkekurven. Men Frozen sweateren var lige til at gå til – altså starten. Da jeg nåede til mønsteret, undrede jeg mig atter engang over, hvorfor jeg bevæger mig ud i så komplicerede projekter. Mønsterstrik er meget kompliceret for mig og jeg har meget svært ved at styre mere end blot en tråd. Men med tungen lige i munden, med lidt skønhedsfejl, lykkedes det mig at få mit første strikkeprojekt med flere farver færdig. Og jeg er meget tilfreds med resultatet.
(Desværre er Thea ikke helt så entusiatisk omkring trøjen, og jeg endte med at “købe” hende med en slikkepind, for at kunne få taget følgende billeder :/ )
Opskrift og garn er købt ved Garnhimlen. Trøjen er strikket med Cream Mælkegarn fra Viking. Bundfarven er hvid nr. 100 og mønsterfarven er abrikos nr. 152.
Ærmer – den mest kedelige del at strikke på en trøje. Det skal helst gå hurtigt, så man kan komme videre. Og jeg ender næsten altid med at have to ærmer, der ikke er helt ens. Derfor afprøvede jeg magic loop metoden, hvor man strikker to ærmer på én gang.
Konklusion: Hvorfor har jeg dog ikke gjort det noget før? Det er nemt og jeg har for første gang strikket to helt identiske ærmer.
Til flerfarvestrik har jeg anskaffet mig denne lille plasticdims. Den har kostet mig 5 kr. i Netto engang for lang tid siden og den er super smart. På den måde får jeg ikke filtret garnet sammen og har hele tiden styr på, hvor den enkelte farve er. Er overbevidst om, at den er skyld i, jeg fik trøjen færdig. Ellers havde jeg nok givet op.
Hej Ida,
jeg er netop startet på denne sweater – nåede 10 cm. så trævlede jeg det hele op !!
Strikkede du på pinde 4½ ?
Jeg synes det blev lidt for tæt og vidden på trøjen passede overhovedet ikke, strikkede str. 4 år til barnebarnet der bliver 4 til sommer, men følte at det passede en 2-årig,
Anbefalede pinde til Cream er 5½-7, så måske jeg skal forsøge dette – har aldrig problemer med strikkefastheden !
Takker på forhånd for dit svar
Lissi
Hej Lissi
Jeg strikkede trøjen på pind 3,5 og 4,5 som anvist i opskriften, men strikkede den en nummer større end hvad min datter bruger og den passer perfekt nu.
Hvis jeg havde valgt en str. svarende til hendes alder, skulle jeg også have brugt en større pind end opskriften siger.
Håber du finder frem til en løsning. Den er så fin ☺
Vh. Ida